Couscous salat med aubergine
Couscous salat er dejligt nemt tilbehør. De grillede auberginer giver både en skøn umamismag og tilfører mæthed. Så denne couscous salat kan sagtens stå alene som tilbehør til din aftensmad til alt fra koteletter og frikadeller til stegt kylling eller en hakkebøf.
Couscous salat med grillet aubergine
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 2½ dl couscous
- 5 dl kogende vand
- 3 spsk rød pesto
- ½ tsk salt
- 2 auberginer
- groft salt
- olivenolie
- 50 g feta jeg bruger Puck
- 8 cherrytomater
- hakket, bredbladet persille
Sådan gør du
- Kom couscous i en skål og overhæld med kogende vand.
- Tilsæt salt og rød pesto. Læg låg på dog lad det stå i 10 minutter.
- Sker auberginerne i knap 1 cm tykke skiver. Drys med groft salt og stabel dem i 3-4 stakke. Lad dem stå i 10 minutter.
- Tør aubergineskiverne af med køkkenrulle. Fjern så meget som muligt af saltet, men lad bare en del af det sidde tilbage. Dup godt med køkkenrullen, så væden opsuges.
- Dryp alle aubergineskiverne med olivenolie. Fordel olien med en pensel. Det er kun nødvendigt med olie på den ene side.
- På grill: Fordel aubergineskiverne på en meget varm grill. Giv dem ca 5 minutter før de vendes og får 3-4 minutter på den anden side. Hold øje med om de bliver sorte – evn skru ned for varmen/flyt til indirekte, hvis de bliver for sorte.
- I ovn: Fordel aubergineskiverne på en bageplade med bagepapir. Du skal nok bruge 2 plader.Sæt auberginerne i en 225 grader varm ovn ved varmluft og giv dem ca. 5 minutter før du vender dem og giver dem 5 minutter på den anden side. Hold øje med om de bliver for mørke, skru evn ned for temperaturen.
- Tag auberginerne fra varmen og lad dem afkøle en smule. Skær dem derefter i strimler.
- Rør couscous’en løs med en gaffel. Kom den i en serveringsskål.
- Fordel strimler af aubergine over couscous'en.
- Skær cherrytomaterne i tynde skiver eller i kvarte og fordel også dem på couscoussalaten.
- Smuldr feta over couscoussalaten og top med hakket persille.
Hvad er couscous?
Bag på couscous pakken i mit køkken står der: “Couscous er findelt og dampet durumhvede. Nærmest som bittesmå pastagryn. Anvendes ofte i det nordafrikanske køkken. Brug dem f.eks. i salat og som fyld i supper.” Couscous skal blot overhældes med kogende vand, stå og trække i ca 10 minutter, omrøres med en gaffel og så har du lækre, velsmagende couscous gryn til din mad.
Couscous kan fås i både fine og større “korn”. De store har jeg f.eks. brugt i denne Marrokansk kylling med couscous, hvorimod den fine variant er anvendt i denne Marrokanske kødboller med mynte couscous og yoghurt.
I mange tilfælde kan couscous erstattes erstattes af ris eller bulgur.
Hvordan tilberedes aubergine?
Auberginer er simpelthen sådan en taknemmelig grønsag! Jeg elsker auberginer. De er supergod både i gryderetter, i ovn og på grill. Når auberginer bliver tilberedt får de en lækker kødagtig konsistens og smag, som bare er supergod!
Jeg starter som regel med at skære auberginen i skiver, drysse alle skiverne med salt og lade dem stå og trække i 10-20 minutter, alt efter hvordan det passer ind ei tilberedningen af de øvrige ingredienser. Saltningen trækker væde ud af auberginen og gør, at den ikke suger så meget olie til sig. Dette trin kan dog undværes, hvis der ikke er tid til det.
Efter saltningen tørrer jeg alle stykkerne af med køkkenrulle. Både for at opsuge væden, men også for at fjerne en del af saltet. Noget af det må dog gerne blive tilbage.
Herefter pensler jeg aubergineskiverne med olie – det er kun nødvendigt at gøre på den ene side. Og derefter griller jeg aubergineskiverne på en varm grill i ca 5 minutter på hver side. Alternativt lægger jeg dem på en bageplade med bagepapir og bager dem ved 225 grader ca. 10 minutter på den ene side (med den olierede side opad) og derefter blot 3-5 minutter på den anden side.
Opskrifter med aubergine
Se mine favoritter med aubergine her.