Aftensmad

Wrap med sprød asiatisk gris

En gang fryserydning afslørede en ribbenssteg, der lå og gemte sig fra vinteren. Den trængte til at blive udryddet.

Men i stedet for at lave den helt traditionelt, blev den i stedet tryllet om til at lækreste, møreste og mest velsmagende indhold i en wrap.

Ribbenstegen blev smurt med hoisinsauce og sværen blev gnedet godt med salt. Hoisinsaucen fås i de fleste supermarkeder, men snup hellere en tur i den  nærmeste kineserbutik. Her får du langt mere for pengene og det er superhyggeligt at snuse rundt blandt de fremmedartede dufte og se på de sjove emballager.

Utrolig nemt at lave – reel forberedelsestid er max 20 minutter. Resten af tiden står stegen bare og hygger sig i ovnen. Har du ikke 3+ timer, kan du stege ribbensstegen på ca. 1 time ved 200 grader. Men langtidsstegning er klart at foretrække, da kødet derved bliver både mørt og saftigt.

Du kan bruge lige det salatfyld du har lyst til eller som køleskabet byder på. Her har jeg brugt spinat og radiser fordi det var det, køleskabet bød på.

Wrap med sprød asiatisk gris

  • 1 ribbensteg
  • Ca. 1/2 dl hoisinsauce
  • Groft salt, evt blandet med lidt stødt stjerneanis (valgfrit)
  • 4 grove wraps
  • Frisk spinat eller en anden salattype
  • 1 bundt radiser
  • 1 rødløg
  • Kogende vand
  • 1 portion guacamole eller en valgfri favoritdressing

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 160 grader.
  2. Sørg for at sværen er ridset helt igennem. Gnid den godt med salt ( evt iblandet knust stjerneanis), så det kommer godt ned mellem sværene.
  3. Pensl ribbenstegen med hoisinsauce over det hele.
  4. Stil stegen i ovnen i et ildfast fad. Hæld en smule vand i bunden af fadet. Dette sikrer at stegen ikke bliver tør.
  5. Lad stegen stå i op til 3 timer, afhængig af størrelsen. Et stegetermometer skal vise ca. 75 grader. Slut stegetiden af med at skrue temperaturen op på 225 grader eller på grill, så sværen kan blive sprød. Pas på sværen ikke bliver sort!
  6. Tilbered guacamolen.
  7. Skær rødløget i fine skiver og hæld lidt kogende vand over. Det fjerner den skarpe smag.
  8. Skyl spinaten og slyng den.
  9. Skær radiserne i tynde skiver.
  10. Varm wraps – gerne lagt mellem 2 tallerkener – 2 minutter i mikroovnen eller et par minutter i den stadig lune ovn.
  11. Fordel spinat/salat, radiser, guacamole, rødløg og gris på den lune wrap og rul den sammen.