Hawaiikoteletter med trafiklys-ris
Hawaiikoteletter med trafiklysris er en opskrift på nemme koteletter med ananas i karrysauce serveret med en blanding af ris, majs, ærter og rød peber.
Når vi fik “indonesisk karry” som barn var det en fornøjelse af have en masse små skåle på bordet med alverdens lækkerier til at drysse over retten.
Jeg er ikke sikker på en indoneser eller en hawaiianer (hedder det sådan??) ville kunne nikke genkendende til dette, men jeg er til gengæld sikker på, at det stadig er et stort hit for børn i alle aldre. Da mine børn var mindre, syntes de det var hylende morsomt, at der var trafiklys i maden. Nu hvor de ikke er så små længere, er det ikke så morsomt mere, men det er en ret de ofte efterspørger.
Du kan justere styrken ved at tilsætte mere eller mindre karry, eller ved at udskifte karry med rød eller grøn karrypasta.
Brug kyllingbryst eller svinekød – mørbrad, skært kød, koteletter eller skinketern. Det hele fungerer lige godt. Her har jeg brugt koteletter fordi det var, hvad der var i fryseren.
Hawaiikoteletter med trafiklys-ris
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 500 g koteletter* 4 stk
- 1 løg*
- 2 tsk rapsolie*
- 2 tsk karry*
- 3 dl vand*
- 1 grønsagsboullionterning*
- 1 1/2 spsk Maizena*
- 2 1/2 dl mælk*
- 1 dåse ananas i skiver*
Trafiklysris
- 2 1/2 dl ris* evt mere hvis familien er meget sultne
- 5 dl vand*
- 200 g optøede ærter*
- 1 dåse majs (lille)eller 150 gr optøede fra frost*
- 1 rød peberfrugt i tern*
- Salt og peber
Pynt (vælg selv)
- Rosiner
- Kokosmel evt ristet let på en pande
- Peanuts
- Hakkede forårsløg
- Rød/gul/grøn peberfrugt i tern
- Ananas i tern
- Mangochutney
- Avocado i tern
Sådan gør du
- Varm halvdelen af olien på en pande. Læg koteletterne på panden og brun dem på begge sider. Drys med salt og peber og læg dem i et ildfast fad.
- Læg 1-2 ringe ananas ovenpå hver kotelet.
- Hæld en smule olie på panden sammen med karry og det hakkede løg. Svits let par minutter.
- Tilsæt boullionen (vand + terning) og kog op. Rør Maizena ud i mælken og hæld det på panden. Rør til sovsen er jævnet. Juster evt. med lidt mere mælk, hvis sovsen bliver for tyk.
- Smag til med salt og peber og måske lidt mere karry.
- Hæld sovsen over kødet og stil fadet i ovnen ved 175 grader i ca 20 minutter til koteleterne er møre.
- Hæld ris og vand i en gryde og kog op. Tilsæt salt. Læg låg på og kog risene 12 minutter. Sluk for pladen og lad gryden stå med låg på endnu 12 minutter. (Dette gælder for almindelig hvide ris. Må indrømme at jeg oftest bruger brune ris – de skal koge 35 minutter).
- De sidste 2 minutter tilsættes ærter, majs og peberfrugt, så de når at blive gennemvarme.
- Server koteletter med trafiklys-ris sammen med det valgte pynt i små skåle, så alle selv kan tage det de kan lide.
*Ingredienser fra basislager
Tip! Du kan også servere blomkålsris, brune ris, quinoa eller helt almindelig hvide ris i stedet for trafiklys-ris
Hawaiikoteletter kan også gratineres og serveres med skønne sur-søde nudler.