Aftensmad

Pommes Anna

pommes anna serveret til oksemørbrad

Pommes Anna er den helt klassiske kartoffelservering, som du næsten med garanti får hvis du har bestilt en nytårsmenu til færdiggørelse og servering hjemme.

Pommes Anna er nemlig en meget taknemmelig gæsteservering, da stort set alting laves i god tid, gerne 1-2 dage før. Og så skal kartoflerne blot have lidt tid i ovnen inden servering.

De er smækfyldt med smør, så det er en kaloriebombe uden lige. Til gengæld kan du sætte tænderne i et kartoffeltilbehør, der er lækkert sprødt udenpå og blødt indeni. Perfekt tilbehør til oksemørbrad til gæstemiddagen.

Hvad synes du om opskriften? Bedøm med stjerner

Pommes Anna

Opskrift på pommes anna – de små sprøde og delikate kartoffelruder, som du kender fra restauranten. Du kan sagtens lave dem selv. Og de er helt perfekte til en god gæstemenu. Både fordi de smager godt, men også fordi de kan laves i god tid.
Antal 4 personer
Kategori: Tilbehør

Hvad synes du om opskriften?

Ingredienser

  • 1 kg kartofler brug gerne almindelige skrællekartofler
  • 100 g smeltet smør
  • salt, peber, timian

Sådan gør du

  • Skræl kartoflerne
  • Skær dem i ultratynde skiver. Jeg bruger mit mandolinjern på næst-tyndeste indstilling.
  • Skær kun de skiver du skal bruge til 1-2 lag ad gangen. Kartoflerne bliver let brune, hvis de står og får ilt.
  • Læg de færdige skiver i et rent viskestykke og tør dem af for ekstra væde.
  • Smelt smørret.
  • Smør en brødform eller anden firkantet form/ildfast fad med smeltet smør.
  • Læg et lag kartofler i formen og pensl med smeltet smør.
  • Drys ganske let med salt, peber og timian. Pas på ikke at bruge for meget!
  • Læg 3 lag kartofler og pensl igen med smør på hvert lag.
  • Drys med salt, peber og timian.
  • Gentag med 3 lag kartofler med smør mellem hvert lag og drys med salt, peber, timian for hvert 3. lag indtil alle kartoflerne er brugt. Har du for lidt smør, så smelt noget mere, du skal ikke gå ned på smør.
    Pommes anna lagt i pres
  • Stil en brødform/fad mere ovenpå og tryk kartoflerne så meget sammen som muligt.
  • Tænd ovnen på 175 grader almindelig varme og bag pommes anna i en time.
  • Tag formen ud af ovnen. Læg et stykke bagepapir ovenpå og stil igen form nr. 2 ovenpå. Og stil så noget tungt ovenpå igen.
  • Lad pommes anna stå køligt i pres på denne måde til dagen efter. Eller som minimum 4-5 timer.
    pommes anna efter bagning
  • Dagen efter vendes pommes anna ud af formen. Med en skarp kniv skæres portionsstykker. Skær hellere stykkerne lidt mindre end for store.
  • Læg stykkerne på en bageplade med bagepapir.
    pommes anna klar til ovnen
  • Tænd ovnen på 250 grader almindelig varme.
  • Give pommes anna 20-30 minutter i ovnen til de er gennemvarme og flot brune på ydersiden. Du kan evt. give dem en smule grill, hvis de mangler farve. Men pas endelig på de ikke bliver sorte.
    sprøde pommes anna
Kan du lide denne opskrift?Jeg vil blive glad hvis du vil nævne @dagenstallerken eller tagge #dagenstallerken

Pommes anna – perfekt tilbehør til rødt kød

Pommes anna er et klassisk tilbehør på restauranter. Men især også i restauranternes take-away menuer, hvor pommes anna indgår i næste alle nytårsmenuer, ofte sammen med oksemørbrad. Og forståeligt nok! For dette kartoffel tilbehør er både superlækkert at spise og så er det meget nemmere at lave end man måske lige skulle tro. Det allerbedste er, at pommes anna ikke bare kan, men faktisk skal laves i god tid. Meget gerne dagen før. Og kan man jo som vært og værtinde hygge om gæsterne i stedet for at stå i køkkenet.

pommes anna klar til ovnen
Opskrift på pommes anna – de små sprøde og delikate kartoffelruder, som du kender fra restauranten. Du kan sagtens lave dem selv.

Nem pommes anna opskrift

  • Det allervigtigste du skal vide, når du skal lave denne opskrift på det lækreste kartoffel tilbehør er, at kartofler skal skæres ultratyndt! Det gøres allernemmest på et mandolinjern – en slags rivejern, der kan skære ekstremt tynde skiver. Har du ikke et mandolinjern, vil jeg stærkt anbefale at købe et. Det er ihvertfald næsten uundværligt i mit køkken og jeg har et superbilligt, som har holdt i mere end 20 år. Og det selvom det bliver brugt hver eneste uge og ryger i opvaskemaskinen hver gang. Jeg siger det bare 😉
  • Når kartoflerne er skåret fint, kan de godt blive brune. Derfor er mit næste tip kun at skære en lille smule kartofler ad gangen. Gerne det der passer til 2-3 lag ad gangen. Opbevar kartoffelskiverne under et viskestykke. Så kan du bruge dette til at tørre overskydende væde af kartoffelskiverne, ligesom du bedst kan undgå at de bliver brune.
  • Næste tip er at krydre forsigtigt. Der skal salt, peber og timian imellem kartoffellagene. Men lad hellere være med at bruge for meget, da smagen meget hurtigt kommer til at overdøve og det er umuligt at redde senere. Jeg plejer at blande en lille skål med salt, peber og timian og så drysser jeg ganske lidt på hvert tredje lag kartoffel. Og kun hvert tredje lag.
  • Når kartoflerne er lagt i lag og der er penslet godt med smør, skal formen stilles i pres i 4-5 timer eller gerne til dagen efter. Når de har været i pres, er de meget nemmere at skære i pæne skiver inden afbagning.
  • Sidst, men ikke mindst: Sørg for der er god varme på ovnen når pommes anna skal brunes af inden servering, d.v.s. minimum 250 grader almindelig varme. På 20-30 minutter skal de nok nå at blive gennemvarme. Men de er mest delikate, hvis de er sprøde udenpå. Så hvis 30 minutter i høj varme ikke kan gøre det, så skru gerne over på ovnens grillfunktion. Men her skal du holde øje! For det ville godt nok være synd, hvis de blev sorte.

Sovs til pommes anna

Sammen med et godt stykke kød og de her lækre sprøde kartofler skal der selvfølgelig laves en lækker sovs. Eller rettere – sauce. For vi er vel i det lidt finere køkken.
Min favoritsauce er denne:

Brombærsauce Brombærsauce