Forret, Tilbehør

Aubergineruller i tomatsauce

Aubergineruller i tomatsauce

Disse aubergineruller i tomatsauce er vildt lækre! Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker auberginer. De er bare så geniale, for de kan bruges på uendelig mange måder og de er så absolut en grønsag, jeg meget ofte tyr til. Specielt er jeg glad for aubergineskiver på grillen om sommeren, så det får vi meget ofte. De bliver serveret som selvstændig ret som i Bagte fyldte auberginer , som tilbehør à la Aubergine caprese eller som en del af en salat som f.eks. denne overlækre auberginesalat. Ej, jeg kan blive ved…

Nå, men tilbage til disse ruller. De bagte aubergineskiver er rullet om et fyld, der består af ricotta-ost og spinat. Ricotta er det italienske svar på hytteost, den er blot mere cremet i det. Kan du ikke få fat i ricotta (som fås i både Netto og Rema1000 til en 10’er) kan du bruge almindelig hytteost, som du lige giver en tur med stavblenderen, så den bliver helt jævn.

Rullerne er lækre som tilbehør til f.eks. et stykket grillet kylling med frisk pasta eller som del af et tapasbord.

Du kan lave en komplet middag ved at lave en gang kødboller, som du lægger i samme fad eller i et fad for sig og bager sammen med auberginerullerne. Server med pasta. Så har du en ægte Lady og Vagabonden stemning.

Aubergineruller i tomatsauce klar til at komme i ovnen

Aubergineruller i tomatsauce klar til at komme i ovnen

Aubergineruller i tomatsauce

  • 2 auberginer i tynde skiver (ca. 20 skiver i alt)
  • 1 bæger ricotta ost à 200 g
  • 6 kugler optøet spinat, svarende til ca. 80 g
  • 1/2 tsk salt og 1/4 tsk hvid peber
  • 1 portion tomatsauce eller 1 glas færdig sauce
  • 50-75 g gratineringsost, f.eks. mozzarella
De foragte auberginer smøres med spinat-ricottablanding

De foragte auberginer smøres med spinat-ricottablanding inden de rulles sammen og lægges i tomatsauce

Sådan gør du

  • Skær auberginerne i helt tyden skiver på langs. Der bliver ca. 10 tynde skiver af hver aubergine.
  • Læg aubergineskiverne på en bageplade med bagepapir og bag dem i 15-20 minutter i en 200 grader varm ovn på varmluft til de er bløde. De kan også grilles på grillen eller på en grillpande. Så får de flotte striber.
  • Tag aubergineskiverne ud af ovnen og lad dem køle lidt af.
  • Bland ricotta med den optøede spinat samt salt og peber.
  • Smør ricotta/spinatblandingen på aubergineskiverne og rul dem sammen.
  • Hæld tomatsauce i et ildfast fad og placer rullerne deri.
  • Drys med ost
  • Bages til osten er smeltet og gylden

Kødboller i tomatsauce

  • 500 g hakket oksekød
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 kugler optøet helbladet spinat
  • 1 æg
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2 spsk oregano
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Rør alle ingredienser sammen.
  • Tril små kugler på størrelse med en teske og læg dem på en bageplade med bagepapir.
  • Sæt pladen i ovnen i ca 15 minutter ved 200 grader varmluft til kødbollerne er gennembagte. Kødbollerne kan sagtens stå i ovnen sammen med auberginerne.
  • Læg en portion tomatsauce i et ildfast fad og læg kødbollerne deri. Du kan også placere kødbollerne mellem auberginerullerne, så det hele laves i ét fad.
  • Bag kødbollerne i 5-10 min til hele retten er gennemvarm
  • Server med friskkogt pasta
Kødboller i tomatsauce smager glimrende sammen med auberginerullerne

Kødboller i tomatsauce smager glimrende sammen med auberginerullerne. Server med frisk pasta.