Forret

Italiensk appetizer

Italiensk appetizer

Gæstemad er bare bedst når det enten kan forberedes i god tid eller kun tager et minimum af tid at smække sammen og sætte på bordet.

Denne italiensk inspirerede forret er en rigtig hapse-ting med lidt god skinke, ost, oliven og melon.

Rullerne er supernemme og består bare af et stykke skinke i god kvalitet, der er rullet om lidt rucola og ricotta, der er det italienske svar på hytteost. Jeg vil dog ikke anbefale, at du skifter ricottaen ud med hytteost.

Udover de gode sager på fadet her, serverer jeg et lækkert langtidshævet brød, der kan dyppes i god olivenolie , balsamicoeddike og salt. Brødet kan hurtigt røres sammen aftenen før og skal blot sættes i ovnen inden gæsterne kommer, så er der nemt, nybagt brød.

Opskriften her er til 8 personer.

Italiensk appetizer

  • 8 skiver god kvalitetsskinke
  • 1 bøtte ricotta
  • 1 bakke rucola, skyllet og slynget tør
  • 1-2 kugler god mozzarella
  • 1 glas oliven
  • 16 skiver tørret skinke
  • 1 galiamelon i tern
  • Friske basilikumblade
  • Brød
  • Olivenolie, balsamicoeddike og salt.

Sådan gør du

  1. Bred skinkeskiverne ud. Smør dem med ricotta og læg lidt rucola på. Rul skinken sammen og læg dem på et fad.
  2. Skær mozzarella og melon i mundrette stykker.
  3. Rul den tørrede skinke til små “rør”
  4. Fordel nu ost, oliven, tørret skinke, melon og basilikumblade rundt om skinkerullerne.