Tilbehør

Hasselbackkartofler

hasselbackkartofler

Hasselbackkartoflerne er det skønneste tilbehør! Sprøde udenpå og supermøre i midten.

Vi får dem ofte når vi har gæster, for de er nemme at gøre klar i god tid og så bare sætte dem i ovnen, så der er klar sammen med resten af middagen. Det er ikke ret tit vi får kartofler, men når vi gør, er det oftest en sprød variant som hasselback, knuste kartofler eller stegte kartofler.

Trick 1 til at få hasselbackkartoflerne ultrasprøde er at skære dem så tyndt som muligt. Der er flere måder at gøre det på:

  1. Læg kartoflen mellem 2 skærebræt’er, der er lige høje. Læg evt en klud under begge brætter, så de ikke glider.
  2. Læg kartoflen på en grydeske af træ

Hold kniven lige og skær en tynd skive af kartoflen indtil du rammer skærebrættet/grydeskeen. Derved bliver kartoflen ikke skåret helt igennem, men bibeholder en fast “bund”. Selv foretrækker jeg metode 1, da jeg synes det kan være svært at få skeen til at ligge stille mens jeg skærer.

Trick 2 er at komme fedtstof på – enten smeltet smør, flydende margarine eller olie. Og så GODT med salt.

Trick 3: Drys med lidt parmesan og/eller rasp. DET er superlækkert, men kræver selvfølgelig at man kan lide parmesan, hvis man vælger den variant. Begge dele kan sagtens undværes, men de kan give det sidste, sprøde prik over i’et. Hvis du bruger parmesan, så hold lidt igen med saltet, da osten er salt i sig selv.

Du kan også lave hasselbackrødbeder eller hasselbackgulerødder.

Hasselbackkartofler

  • 1,5 kg kartofler*, så ens i størrelsen som muligt  (du kan IKKE lave for mange, de skrumper under bagningen)
  • Smeltet smør, flydende margarine eller olie*
  • Salt*
  • Krydderi: Timian, rosmarin, paprika, karry*
  • Evt. parmesan og/eller rasp*

*Ingredienser fra basislager

Hasselbackkartofler smurt med fedtstof og drysset med salt og rosmarin. Klar til at komme i ovnen.

Hasselbackkartofler smurt med fedtstof og drysset med salt og frisk timian. Klar til at komme i ovnen.

Sådan gør du

  1. Skræl kartoflerne.
  2. Skær dem i tynde skiver næsten igennem via metode 1 eller 2.
  3. Læg dem i et ildfast fad.
  4. Smør med fedtstof og drys med salt, krydderi og evt parmesan/rasp.
  5. Sæt fadet i ovnen og bag ved 225 grader i ca. 45 minutter – bagetiden afhænger af din ovns varme-evne samt hvor sprøde du vil have kartoflerne. Kartoflerne er færdige når de har en lysebrun overflade og er sprøde.

Kan du lide hasselbackkartofler? Hvad så med at prøve disse hasselbackgulerødder?