Wok med sød chilisauce
En hurtiglavet, sund og farverig aftensmad får du med en lækker wok med sød chilisauce.
Masser af grønsager og mørt mørt lynsteges i en wok og smagsgives supernemt med soya og sød chilisauce og serveres med kogte ris. Det er noget familien herhjemme rigtig godt kan lide!
Wok med sød chilisauce
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 400 g skinketern
- 2 x ½ spsk stegeolie
- 1 aubergine
- 1 peberfrugt
- 100 g squash
- 2 gulerødder
- 2 spsk soya
- ½ dl sød chilisauce
Til servering
- kogte ris, bulgur, couscous eller nudler
Sådan gør du
- Sæt risene over at koge efter anvisning på pakken.
- Opvarm en wok eller stor pande med halvdelen af stegeolien.
- Kom skinketernene på panden og steg dem ved mellemhøj varme i 6-7 minutter under omrøring.Tag dem af panden og stil dem til side.
- Kom det sidste stegeolie på panden og tilføj grønsagerne.
- Steg dem under omrøring til de er netop møre, men stadig sprøde. Det tager 5-7 minutter.
- Kom kødet tilbage i panden – tag endelig evt. kødsaft med.
- Tilsæt soya og chilisauce og bland det hele godt sammen.
Servering
- Server med ris eller det valgte tilbehør. Sæt gerne ekstra soya og sød chilisauce på bordet.
Tips til wok med sød chilisauce
- I denne opskrift bruger jeg skinketern, hvilket vil sige færdigt udskårne tern af skinkekød. Jeg kunne ligeså godt have valgt nakkekoteletter og selv have skåret dem ud, ligesom svinemørbrad også kan fungere fint. Er det kyllingebryst eller kød fra kyllingelår, du har liggende, så brug endelig det.
Alt i alt er der nærmest frit valg på alle hylder, når det kommer til valg af kød til denne ret. - Er du vegetar, så kan du endda helt undlade kødet og blot lave denne wok som en lækker grønsagsret, som kan spises med ris, bulgur, couscous eller pasta til.
- Chilisaucen købes færdig, enten i en østasiatisk butik eller, hvis du ikke har sådan en i nærheden, i dit lokale supermarked. Sædvanligvis er sød chilisauce ikke særlig stærk. Den passer derfor nemt til selv lidt sarte smagsløg. Kan du godt lide lidt mere “spice” i din mad, så tilføj noget chili. Drys med chiliflager eller rør shiracha/sambal oelek i retten sammen med sød chilisauce. Er der forskellige smagsløg i familien, så stil i stedet de lidt stærkere sager på bordet, så kan de, der kan lide det stærkt, komme det på egen portion.
Vælg dine favoritgrønsager
Valget af grønsager er også helt op til din smag og behag samt måske hvad køleskabet byder på? I mit basislager har jeg altid gulerødder og meget ofte er der også peberfrugt og squash. Så det er nemt for mig at lave wok med sød chilisauce.
Alternative forslag til grønsager kan være:
- Hvidkål
- Spidskål, evt. lilla spidkål
- Blomkål
- Broccoli
- Edamammebønner
- Haricot verts (grønne bønner)
- Sukkerærter/sugar snaps
- Minimajs
- Bambusskud
- Champignon