Agurkesalat
Opskrift på agurkesalat, der er så nem at lave. Server den som perfekt tilbehør til grydestegt kylling og al anden mormormad.
- 300 g agurk
- 1 dl hvidvinseddike
- ½ dl sukker
- ½ tsk salt
- ½ tsk sort peber
Skær agurken i meget tynde skiver. Det gøres nemmest på et mandolinjern, ellers bruges en meget skarp kniv.
Kom agurkeskiverne i et glas, der kan lukkes med låg.
Lun eddiken en lille smule og rør sukker, salt og peber i.
Når sukkeret er opløst, hældes eddikelagen over agurkeskiverne.
Pres gerne agurkeskiverne lidt ned, så de er dækket af lagen.
Lad agurkesalaten trække i minimum 15 minutter før servering.