Tomatrisotto
Denne tomatrisotto er en life-saver hjemme hos os. Vi har altid alle ingredienser i basislageret og vi knus-elsker simpelthen “røde ris” (som mine børn kalder denne tomatrisotto) som tilbehør til stegt kylling, frikadeller, hakkebøf eller hvad du nu finder på.
Tomatrisotto er fuld af smag – inkluderer grønsager – laves one pot i én gryde. Win-win!
Tomatrisotto
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 3 dl. grødris*
- 1 spsk olie*
- 1 finthakket løg*
- 2 store skrællede gulerødder i små tern*
- 2 peberfrugter i små tern*
- 1 hønsebouillonterning*
- 1 spsk gurkemeje*
- 7 dl vand*
- 1 dåse hakkede tomater*
- Salt peber*
Sådan gør du
- Steg løgene i olien til de bliver blanke. Tilsæt risene under omrøring til de er dækket godt af olie/løg.
- Tilsæt grønsager og gurkemeje og vend godt rundt.
- Tilsæt vand, bouillonterning og tomater og rør godt.
- Skru ned for varmen og lad det småkoge i alt i 30 min. Rør i det ca hvert 10. min. Pas på, det brænder let på.
- Måske skal der tilsættes til mere vand, hvis risene har opsuget al væden. Det må godt være cremet i konsistensen.
- Smag til med salt
*Ingredienser fra basislager
Tips til tomatrisotto
Den er inspireret af risotto, men er slet ikke så fancy og overhovedet ikke svær at lave! Alt det med røre-røre og specielle rissorter skal du slet ikke tænke på her. Du kan bruge helt almindelige grødris og hele molevitten skal bare ned i en gryde og så stå og simre ligeså stille. Der skal da røres lidt i det, for risene er fyldt med stivelse og kan nemt brænde på. Det kender du sikkert fra risengrøden – og det her er jo bare en form for risengrød, bare uden sukker og kanel ;o)
Jeg bruger selv helt almindelige grødris. Du kan selvfølgelig også bruge rigtige riosottoris eller bare hvide ris. Bruger du hvide ris, bliver retten dog ikke ligeså cremet. Til gengæld skal de ikke koge så længe.
Måske kan du også lide disse nemme opskrifter på hverdagsmad med ris
Rispilaff med kylling og spidskål