Hjemmelavet naan brød
Hvis ikke du har prøvet selv at lave dine naan brød, så må du altså beslutte dig for at få det gjort! Naan er skønne fladbrød, som kan fyldes eller spises som tilbehør.
Det kan virkelig anbefales og de købte (der ellers kan være rigtig gode) kan ikke måle sig med dem, du selv laver.
Selvfølgelig er det nok ikke noget du vil kaste dig ud i på en hverdag, da det er en gærdej og gærdeje skal som bekendt hæve. Men så lav dem i en weekend. Gør det evt til et familieprojekt, hvor børnene former dejen mens du steger brødene på panden. Det vil ethvert barn da elske!
Hvis du vil lave dem ekstra lækre og rigtig snaskede, pensler du dem efter bagning/stegning med smeltet smør gerne rørt med presset hvidløg. Men det kan undværes.
Brug f.eks. naanbrødet sammen med butterchicken, som tilbehør til suppe eller salat.
Hjemmelavet naan brød
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 25 g gær
- 1 tsk sukker
- 1¼ dl håndvarmt vand
- 1½ dl youghurt naturel
- 1 spsk kokosolie eller olivenolie
- 350 g mel
- 1 spsk nigella-frø sort sesam (kan undværes)
- Olie til panden gerne på spray
- Evt. smeltet smør med eller uden presset hvidløg
Sådan gør du
- Rør gæren med sukker og tilsæt vand, youghurt naturel samt olie.
- Tilsæt mel og ælt dejen godt sammen.
- Stil den til hævning et lunt sted i 1 time.
- Del dejen i 8 dele og rul hver klump ud til en flad “pandekage”, ikke mere end ½ cm tyk.
- Varm en støbejernspande op – eller en anden pande, der tåler at blive meget varm – og kom lidt olie på.
- Læg et stykke dej på ad gangen. Når dejen bobler op og der kommer brune pletter på undresiden, vendes den og bages på den anden side.
- Hvert brød tager 2-3 minutter at lave.
- Læg dem på et fad og pensl evt. med smeltet smør og server straks. Alternativt kan fadet holdes varmt i ovnen indtil det er tid at spise. I så fald vent med at pensle med smør til lige inden servering.
bedste naan jeg nogensinde har lavet :))) taaaak!
Det er jeg da rigtig glad for at høre. 1000 tak, det er så dejligt når mine opskrifter vækker glæde.