Aftensmad

Vegetariske stegte ris

Vegetarisk stegte ris er en glad farvebombe

Har du en rest kogte ris, kan du trylle dem om til denne gang vegetarisk stegte ris ved at blande dem med masser af grønsager i så mange farver som overhovedet muligt. Så er der både noget for øjet og for ganen på tallerkenen.

En gang imellem koger jeg en portion ekstra ris for nemt at kunne lave stegte ris dagen efter. Nogle gange laver jeg denne stegte ris med oksekød og andre gange udelader jeg kødet og laver denne vegetariske udgave i stedet. Det er helt klart bedst med ris, der er fuldstændigt afkølede, men har du ikke fået forberedt risene, kan du starte med at koge en portion.

Det er især kombinationen af lilla spidskål, orange gulerødder og grønne ærter, der giver det flotte farvespil. Du kan selvfølgelig bruge de grønsager du kan lide.

Er der rester, fungerer de fint til frokost og i madpakken dagen efter.

Vegetariske stegte ris

  • En rest kogte ris ELLER 2,5 dl fuldkornsris + 5 dl vand + salt
  • 200 g gulerødder, evt minikarotter fra frost
  • 200 g grønne ærter
  • 3 forårsløg
  • 1/2 lilla spidskål svarende til 300 g (du kan også bruge det grønne)
  • 2 håndfulde frisk spinat
  • 3 æg
  • 1 spsk sesamolie
  • 3 spsk hoisinsauce + til servering
  • Salt eller soya

Vegetarisk stegte ris

Sådan gør du

  1. Hvis ikke du har en rest ris, koger du risene. Bemærk, at fuldkornsris skal koge i 35 minutter og almindelige hvide ris skal koge i 12 minutter og hvile i 12 minutter under låg.
  2. Klargør grønsagerne: Snit spidskålen fint, skræl gulerødder og skær dem i mindre stykker, rens forårsløg og skær dem i ringe, skyl spinaten.
  3. Varm en wok eller en stor pande op med sesamolie.
  4. Start med at sautere (letstege under omrøring) spidkålen sammen med  gulerødderne et par minutter. Tilføj det hvide af forårsløget og steg lidt mere.
  5. Kom risene i panden sammen med det grønne af forårsløget og bland det hele godt sammen.
  6. Skub blandingen lidt op ad siderne, så bunden bliver fri i midten af wok’en. Slå æggene ud i en skål og hæld dem derefter ned i “hullet” i midten sammen med hoisinsaucen. Lidt ad gangen, rører du blandingen ind i æggemassen, så denne fordeler sig om grønsager og ris mens den stivner.
  7. Tilføj ærter og bland sammen. Læg spinaten i wok’en og vend rundt i blandingen til spinaten er faldet sammen.
  8. Smag til med salt/soya og peber.
  9. Server med ekstra hoisinsauce på bordet.