Aftensmad, Frokost

Steak rucola

Steak rucola

Steak rucola er en typisk frokostret i Syditalien. Der serveres den med lokalt dyrket rucola, smagfulde solmodne tomater og riiigeligt med høvlet parmesan.

Til gengæld er de grillede auberginer min helt egen opfindelse. Jeg elsker grillede auberginer! Og jeg bruger dem ofte til at give ekstra fyld i lette retter. Så med ekstra aubergine, kan denne traditionelle frokosret sagtens gøre det ud for aftensmas.

En italiener kan finde på at servere pommes frites til – her vil jeg foreslå disse sprøde kartoffelfritter. Eller kan du give et stykke sprødt flute til, som kan suge kødsaften og den syrligt/søde glace, hvis du synes der mangler mere fyld.

Steak rucola er herlig at servere for gæster på en lun sommeraften med et skønt glas vin til. Retten er uhyre nem at forberede, så du kan hygge om gæsterne i stedet for at stå i køkkenet.

Steak rucola

Klassisk italiensk grillet oksekød serveret på grillet aubergine med masser af rucola, solmodne tomater og høvlet parmesan. Dryp med balsamicoglace.
Antal 4 personer
Kategori: Aftensmad, Frokost
Søgeord: Flanksteak, grillet aubergine, italiensk steak, rucolasalat

Ingredienser

  • 1-2 aubergine
  • olivenolie
  • 1 flanksteak på ca 1,2 kg
  • salt og peber
  • 1 bakke rucola
  • 16 cherrytomater
  • 1 citron, usprøjtet
  • frisk parmesan i flager
  • balsamicoglace

Sådan gør du

  • Skær auberginen i ½cm skiver og drys dem med salt. Lad dem trække 10-15 minutter og tør dem så grundigt af med køkkenrulle.
  • Pensl skiverne med olivenolie og grill skiverne på grillen, på en grillpande eller i ovnen. På grillen/panden skal de have ca. 5 minutter ved god varme på den ene side og derefter et par minutter på den anden. De skal være møre og have tydelige grillstriber. I ovnen skal de have ca. 10 minutter på den ene side og derefter ca 5 minutter på den anden under ovnens grillelement. Tid afhænger af ovnens effekt, så hold øje med dem!
  • Flanksteak'en smøres med olivenolie på begge sider og drysses med salt og peber.
  • Grill den på grillen eller en pande ved god varme i 4-5 minutter på hver side. Tiden afhænger af hvor tyk flanksteak'en er. Du kan se når den er ved at være færdig, når saften trænger ud på overfladen.
  • Lad flanksteak'en hvile ca. 10 minutter før du skærer den i smalle strimler på TVÆRS af fibrene.
  • Skyl rucola og slyng den helt tør i en salatslynge eller et rent viskestykke.
  • Skyl tomaterne og skær dem i kvarte både.
  • Skær citronen i 4 eller 8 både.

Servering

  • Anret auberginerne på 4 tallerkener.
  • Fordel rucola og tomater ovenpå .
  • Kom skiver af flanksteak ovenpå. Dup dem evt med et styke køkkenrulle, hvis de safter meget.
  • Læg citronbåde på tallerkenen. Høvl godt med parmesan over og dryp med balsamicoglace.
  • Giv evt sprøde kartoffelfritter til eller et stykke flute, hvis sulten er stor.
Steak rucola
Tynde skiver af mediumstegt oksekød på en bund af rucola og grillet aubergine. Toppet med parmesanflager og balsamiciglace. En typisk syditaliensk ret.

Italienske opskrifter

Er du glad for italiensk mad, er her udover steak rucola et par gode bud på italiensk inspirerede retter – i typisk dagenstallerken-stil med fokus på de lidt sundere valg og godt med grønt til eller i retten.

Italiensk farsbrød med squashgetti i tomatsovs Italiensk farsbrød med fyld af spinat, mozzarella og oliven

Kylling scallopini Kylling scallopini

Vitello Tonnato er en klassisk italiensk forret Vitello tonnato – tyndtskåret steg med tuncreme

Risotto primavera - risotto med forårsgrønsager. Risotto primavera – med forårsgrønsager. Den nemme version.