Lækkerier

Bløde snegle med solbær og hyldeblomstglasur. Perfekte til brunchbordet.

Solbærsnegle med hyldeblomstglasur

Disse lækre snegle er endnu en dejlig måde at anvende havens bær på. Jeg har hvert år ufatteligt mange solbær og prøver at finde alternative anvendelser når skabet allerede bugner af marmelade, saft og solbæreddike. Du kan sikkert sagtens bruge både hindbær, ribs, rabarber- eller stikkelsbærkompot som alternativ.

Sneglene bliver friske af solbærrene. Og når de sættes tæt i en bradepande, bliver der kun bløde kanter. De kan selvfølgelig også sættes individuelt, så de får bagt kant hele vejene rundt.

Sidst, men ikke mindst, har jeg denne gang koldhævet sneglene. Dvs brugt en mindre mængde gær og så ladet dem hygge sig i køleskabet inden de sættes i ovnen – det er helt perfekt til brunchbordet. Ulempen er, at remoncen smelter lidt og flyder lidt ud i bunden af fadet. Men smagen bevares og bundene bliver bare ekstra snaskede.

Vil du ikke koldhæve, øger du mængden fra 1/2 pakke gær til 1 pakke og lader først dejen hæve lunt ½ time. Derefter hæver de færdige snegle yderligere ½ time inden bagning.

Solbærsnegle med hyldeblomstglasur

Bløde snegle med solbær og hyldeblomstglasur

  • 25 g gær (langtidshævet) eller 50 g gær
  • 2½ dl mælk
  • 150 g smeltet smør eller 1½ dl flydende margarine
  • 4 spsk sukker
  • 2 æg
  • ½ tsk salt
  • 600 g hvedemel (hold igen med melet)

Fyld

  • 350 g solbær (kan godt være frosne, i så fald røres 1 spsk Maizena i til at opsamle saften)

Remonce

  • 100 g smør
  • 10 spsk sukker
  • ½ tsk mandelessens
  • 2 spsk lys sirup

Hyldeblomstglasur

  • 200 g flormelis
  • 3-4 spsk koncentreret hyldeblomstsaft (alternativt kan der bruges almindelig vand)
Solbærsnegle i bageform klar til at blive bagt

Solbærsnegle i bageform klar til at blive bagt

Sådan gør du

  1. Smelt smørret og tilføj mælk. Lad det afkøle til det er fingervarmt.
  2. Smuldr gæren i en skål og tilsæt den lune smør/mælkeblanding. Tilsæt sukker, æg og salt og rør godt sammen, brug evt røremaskine.
  3. Tilføj mel lidt ad gangen og ælt dejen godt.
  4. Stil dejen til hævning i ½ time. Langtidshævning: Gå videre til trin 5.
  5. Rør ingredienserne sammen til remoncen.
  6. Rul dejen ud på et meldrysset bord til en stor rektangel.
  7. Smør remoncen ud på hele dejen. Fordel solbærrene herpå.
  8. Rul dejen sammen på den lange led og skær den i skiver. (Jeg fik 20 tykke skiver ud af denne portion).
  9. Læg sneglene tæt sammen i en bageform med bagepapir – eller læg dem på en bradepande med bagepapir, hvis du vil have en bagt kant hele vejen rundt.
  10. Stil sneglene til hævning ½ time med et viskestykke over. Langtidshævning: Stil bradepanden i køleskabet natten over. Tag den ud af køleskabet ½ time inden bagning og lad den få lidt varme på køkkenbordet.
  11. Bag sneglene ved 200 grader i 15-20 minutter alt efter din ovns bageevne.
  12. Når sneglene er kolde, dryppes de med hyldeblomstglasur.
Rul dejen ud til et rektangel, smør med remonce og drys med solbær

Rul dejen ud til et rektangel, smør med remonce og drys med solbær