Lækkerier

Romkugler

Hjemmelavede romkugler

Der er bare noget helt specielt over romkugler! Hvem elsker ikke en god romkugle?

Og det er en af de allernemmeste former for kage du kan lave.
Eller det vil sige – det er jo faktisk bare en omrokering af allerede eksisterende kage ;o) Men “who cares”! Bare det smager godt.

Mine børn har altid fået chokolade-kagekoner til fødselsdag. Og det kage, jeg skærer fra for at lave kone-formen, bruger jeg til romkugler. Skal romkuglerne ikke laves med det samme, fryser jeg kageresterne ned.

Og det smager så godt at vi har leveret romkugler til utallige børnefødselsdage, klasse-uddelingskager, vejfester, skovture – you name it! Alle de steder man kan have kage med til, men hvor det kan være supersvært at nå at lave en god, hjemmelavet og friskbagt kage.

Jeg ruller mine i kokos, synes ganske enkelt krymmel er for dyrt i de mængder, der skal til her.

Men jeg laver dem gerne lidt festlige ved at tilsætte frugtfarve til kokos’en. Så kan du lave blå, grønne, røde, gule romkugler.

Romkugler

Hjemmelavede romkugler, der smager mindst ligeså godt som bagerens. Bare meget billigere og sjovere. Brug færdigkøbte kager eller forskellige kagerester.

Ingredienser

  • 275 g mazarintærte (1 stk)
  • 350 g roulade (1 stk)
  • 400 g chokoladekage (rester fra fryseren eller færdigkøbt)
  • 2 spsk hindbærmarmelade
  • 1 spsk romessens
  • kokos

Sådan gør du

  • Skær kagerne i lidt mindre stykker og kom dem i en foodprocesser
  • Kør til du har en homogen masse
  • Kom hindbærmarmelade i. Helst lidt ad gangen mens du holder øje med konsistensen. Dejen skal være til at trille.
  • Tilsæt romessens, helst lidt ad gangen. Smag dig frem om der skal mere eller mindre i.
  • Kom kokos i en dyb tallerken.
  • Tril kuglerne i den ønskede størrelse og læg dem over i kokos'en. Vend dem rundt i kokos og læg dem i en beholder til køleskabet. Det er nemmest at få kokos'en til at hænge fast hvis du fordeler den på romkuglen mens den er en smule fedtet af at blive trillet.
  • Opbevar romkuglerne i køleskab. De kan holde længe, da de er propfyldt med sukker – hvis du da ikke får spist dem først ;o)