Morgenmad og brød, Sauce/dressing mm

Ribssirup

Brug ribssirup til morgenmaden, på pandekager, i og på kager eller som alternativ til ribsgele

Ribssirup er en af de bedste måder at anvende ribs på. Den syrligt-søde sirup er noget af det bedste vi kan hive frem om vinteren, der minder om sol og sommer.

Hvert år laver jeg adskillige flasker, som jeg gennem året bruger til topping på morgenskyr eller – yoghurt, på pandekager eller på desserter som disse  portionscheesecake. Jeg bruger også gerne sirup’en til retter, hvor jeg normalt ville bruge ribsgele, som f.eks. i sovsen til juleanden eller i farsen til forloren hare.

Sidst, men ikke mindst, vækker en flaske ribssirup altid stor glæde som værtindegave.

Ribssirup

Brug ribssirup til morgenmaden, på pandekager, i og på kager eller som alternativ til ribsgele

Ingredienser

  • 500 g ribs
  • 200 g sukker
  • 5 dl vand
  • 1 stang vanilje
  • flydende Atamon

Sådan gør du

  • Skyl ribsene grundigt og nip stilkene af (i nogle opskrifter står der at det ikke er nødvendigt at ribbe dem, men jeg synes siruppen godt kan blive lidt bitter af det)
  • Kom ribs og vand i en gryde. Bring det i kog og lad det stå og simre i ca 20 minutter.
  • Hæld hele molevitten over i en saftsi og lad saften dryppe ned i en stor skål. Har du ikke en saftsi, så brug et rent viskestykke i et dørslag.
  • Kom saften tilbage i gryden og tilsæt sukker og kornene fra vaniljestangen. Læg også selve vaniljestangen i gryden. Fisk den op bagefter.
  • Lad saften stå og simre i 5 - 10 minutter. Jo længere tid den koger, jo tykkere vil den blive.
  • Kom sirupen i skoldede flasker, som er skyllet med en smule Atamon.

TIP! Når du skyller flasken med Atamon kan sirupen holde sig meget længe udenfor køleskab. Undlader du Atamon, skal flasken opbevares i køleskab og anvendes indenfor et par uger.