Aftensmad, Frokost

Tærte med sprød quinoabund og fyld af kylling og spinat

Quinoatærte med kylling og spinat

En god madtærte kan varieres i det uendelige – både bund og fyld kan laves på et utal af måder. Og så kan den serveres både som hovedmåltid til aften med en god salat til, som tilbehør eller til en dejlig frokost. Alt efter hvilket og hvor meget fyld, du kommer i.

Denne tærte spiser vi til aftensmad. Den er så sprængfyldt af smag, tekstur og proteiner, at den sagtens kan gøre det ud for et hovedmåltid. En klat guacamole – gerne den grove – kan give en ekstra dimension ligesom du selvfølgelig kan servere en grøn salat til, blot for at have lidt farve og sprødhed på tallerkenen.

Fyldet kan laves både med og uden kød, her har jeg brugt kylling. Det kunne også sagtens undværes eller erstattes af stegt bacon.

Måske vil du også kunne lide disse tærter: Græsk tærte eller oksekødstærte med gulerod og squash

 

Tærte med sprød quinoabund og fyld af kylling og spinat

Antal 4 personer

Ingredienser

Tærtebund

  • 1,5 dl quinoa (svarer til 3 dl kogt)
  • 1 tsk løgpulver (kan erstattes af lidt fintrevet løg eller blot udelades)
  • 1 tsk salt
  • 1 dl revet mozzarella

Fyld

  • 5 æg
  • 1 dl creme fraiche 18%
  • 200 g optøet, frossen spinat
  • 400 g kyllingfilet
  • 1 tsk rosmarin
  • salt og peber
  • 1 dl mozzarella

Sådan gør du

  • Kog quinoa efter anvisning på pakken (typisk 12 minutter med 3 dl letsaltet vand). Lad quinoaen køle lidt af.
  • Bland quinoa med æg, løgpulver, salt og mozzarella. Tryk massen ud i en tærteform i et jævnt lag (jeg bruger en slip-let form). Sørg for det også kommer godt op ad siderne. 
  • Bag bunden i ovnen ved 190 grader i 15 minutter.
  • Skær kyllingefileter i mindre tern og steg det et par minutter på panden. Tilsæt den optøede spinat og bland det godt sammen med kødet. Drys med rosmarin og smag til med salt og peber. Tag panden af varmen og lad blandingen stå til bunden er færdig.
  • Pisk æg sammen med creme fraiche. 
  • Læg kylling/spinat blandingen på tærtebunden. Hæld æggemassen over og sæt tærtefadet i ovnen igen. Bag i alt i 45 minutter til æggemassen er fast.
  • Efter 20 minutters bagning fordeles ost over tærten og den bages færdigt i endnu ca. 25 minutter.

TIP! Du kan koge en stor mængde quinoa og fryse ned i mindre portioner. Efter lidt optøning er det klar til brug og så kan du lynhurtigt bikse en tærte sammen.

Fyld quinoatærten med kylling og spinat som her eller vælg dit eget yndlingsfyld

Fyld quinoatærten med kylling og spinat som her eller vælg dit eget yndlingsfyld