Frokost, Salat

Quinoasalat med bagte gulerødder og kikærter. Kun 4 ingredienser.

Quinoasalat med bagte gulerødder og kikærter

Denne helt enkle salat gør sig rigtig godt som selvstændig vegetarret, for den indeholder både gulerødder og masser af protein – både quinoa og kikærter er glimrende kilder til protein.

Lav f.eks. en stor portion og tag med til frokost de næste par dage. Vi spiser den til aftensmad som tilbehør til et stykke grillet kylling – kødspiserne her i familien skal jo helst have deres del ;o)

Kikærter kan du enten bruge direkte fra dåse eller du kan koge dem selv. Koger du selv, så vær opmærksom på at de skal udbløde i vand i 12 timer før de koges ca. 1 time i frisk vand.

Jeg bruger rucola som krydderurt, da vi har masser i haven. Og den skarpe smag passer rigtigt godt sammen med de øvrige ingredienser. Du kan også bruge persille eller koriander.

Quinoasalat med bagte gulerødder og kikærter

  • 2 dl quinoa+ 4 dl vand
  • 350 g gulerødder
  • 1 dåse kikærter (svarer til 265 g drænet vægt)
  • 1 mango
  • 2 spsk olie
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk rosmarin
  • 1-2 spsk limesaft
  • 2 spsk  rucola eller bredbladet persille

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 200 grader.
  2. Skræl gulerødderne og skær dem i mindre stykker. Læg dem på en bageplade med bagepapir. Dryp olie over og drys med salt samt rosmarin. Sær pladen i ovnen og bag gulerødderne i ca. 20 minutter. Lad gulerødderne køle lidt af.
  3. Kog imens quinoa i letsaltet vand i ca. 10 minutter. Tag gryden af varmen og lad quinoaen køle lidt af.
  4. Skræl mangoen og skær kødet i tern.
  5. Skyl rucola og hak den groft.
  6. Bland alle ingredienser og server.