Aftensmad

Lidt lettere pasta carbonara

Cremet lettere carbonara

Her er en lettere version af en spaghetti carbonara – eller rettere en tilnærmet version. For en italiener kunne ikk drømme at bruge hverken fuldkornsspaghetti eller squash i en carbonare for ikke at tale om fløde. Det er vist nærmest en dødssynd.

Men denne version er en smule sundere og i mine øjne også mere mættende med fuldkornspasta. Nogle synes måske fuldkornspasta er tørt og kedeligt, men jeg elsker det! Jeg synes simpelthen det smager af mere. Kan du bedre lige almindelig spaghetti, bruger du selvfølgelig bare det.

Squashen kører jeg gennem en spiralizer, der laver lange, tynde strimler, så det til forveksling ligner spaghetti. Har du ikke en spiralizer, kan du skære squashen i tynde strimler med en kartoffelskræller eller du kan blot skære dem i tern. Udseendet bliver noget andet, men smagen fejler ikke noget.

Schwarzwälder skinken køber jeg i Rema1000 til kun ca. 9 kr for 100 g (10 skiver). Den er supergod til alt hvor du vil bruge tørret skinke eller bacon. Og til den pris er der jo ingen grund til at gå ned på skinke ;o)

Lidt lettere pasta carbonara

  • 2 squash
  • 250 g fuldkornsspaghetti
  • 1 æg
  • 1 karton madlavningsfløde
  • 30 g revet parmesan
  • 1 pakke Schwarzwalder skinke eller anden type tørret skinke. Kan også erstattes af bacon.
  • Salt og peber
Cremet carbonara, der er gjort kalorielettere med squashstrimler

Cremet carbonara, der er gjort kalorielettere med squashstrimler

Sådan gør du

  1. Kog spaghettien efter anvisning på pakken. Typisk skal den have 8 minutter.
  2. Tænd ovnen på 200 grader og læg skinken på en bageplade med bagepapir. Stil pladen i ovnen til skinken er sprød. Det tager op til 10 minutter – alt efter hvilken skinke du bruger, skal den have kortere eller længere tid i ovnen. Så hold øje med, at den ikke bliver sort.
  3. Imens kører du squash gennem en spiralizer. Sørg gerne for at strimlerne ikke bliver alt for lange, så er de nemmere at tage op på tallerkenen ved servering.
  4. Pisk æg, fløde og parmesan sammen.
  5. Hæld spaghettien i et dørslag, så vandet løber fra og kom den straks tilbage i gryden. Der må gerne komme kogevand med.
  6. Tilføj squash-strimlerne og vend rundt med spaghettien.
  7. Tilføj æggeblandingen og vend rundt til spaghettien er cremet og æggemassen er lettere stivnet.
  8. Smag om der evt skal tilføjes lidt salt, men husk at skinken er ret salt.
  9. Kværn godt med peber hen over – det er signaturen for en carbonara – og knus den sprøde skinke over ved servering.