Aftensmad

Kyllingelår i sennep/honning marinade

Server lårene med mos og grønne bønner

Nem opskrift på delikate kyllingelår i sennep/honning marinade.
På en kylling findes der lyst kød og mørkt kød. Det lyse sidder på brystet og det mørke sidder på lår og vinger. I mine øjne er det mørke kød bedst. Jeg finder det langt mere smagfuldt og saftigt end brystkødet, der godt kan gå hen og blive en smule tørt, hvis det ikke behandles ordentligt.

Ulempen ved det mørke kød er så benene. De kan være ret så irriterende at bøvle med og dem slipper man ikke for. Eller det vil sige, dem slap man ikke for. For nu er det muligt at købe udbenede kyllingelår. Jeg finder dem i Rema1000 til en tyver for en pakke med ca 450 g kød. Når jeg ser det, hamstrer jeg gerne til fryseren.

Denne ret er med udbenet kyllingelår i en delikat sennep/honning marinade og er inspireret af en ret jeg har fået i USA, hvor den også serveres med “mash” (kartoffelmos) og dampede bønner. Et godt alternativ er frisk pasta, som jo er klar på et øjeblik.

Kødet er nemt at forberede og du kan sagtens nå at lave tilbehøret mens kødet er i ovnen.

Du kan også sagtens bruge almindelige kyllingelår med ben. Er du mere til det lyse brystkød, kan du også sagtens bytte lårkødet ud med kyllingebryst.

Kyllingelår i sennep/honning marinade

Delikate kyllingelår i sennep/honning marinade serveret f.eks. med kartoffelmos og dampede bønner. Kødet er nemt at forberede og du kan sagtens nå at lave tilbehøret mens kødet er i ovnen.
Brug udbenede kyllingelår for nemheds skyld, helt almindelige lår eller er du mere til det lyse brystkød, kan du sagtens bytte lårkødet ud med kyllingebryst.
Antal 4 personer
Kategori: Aftensmad
Søgeord: børnevenligt, kylling i ovn, kyllingelår, marineret kylling, Nem aftensmad, nemt

Ingredienser

  • 8 kyllingelår* gerne udbenet, ellers almindelige
  • 1 dl flydende honning*
  • 2 spsk sennep*
  • 1 spsk friskrevet ingefær* brug 1 tsk tørret ingefær som alternativ
  • 1 tsk soya*
  • 2 tsk tørret rosmarin eller 1/2 spsk frisk hakket*

Sådan gør du

  • Rør honning, sennep, ingefær og rosmarin sammen.
  • Læg kyllingelårene i et ildfast fad og fordel honning/sennepsblandingen udover lårene. Drys med rosmarin.
  • Sæt fadet i ovnen i 45 minutter ved 200 grader.
  • Server kyllingelårene med kartoffelmos eller, dampede grønne bønner og den lækre sauce. Jeg serverer kartoffel/broccolimos til.

*Ingredienser fra basislager

Kyllingelår i sennep/honning marinade
De benfrie kyllingelår er mørt kød. Skift ud med kyllingebrystfilet, hvis du ikke kan få lårene
Kyllingelår i sennep/honning marinade
Senneps-honningmarinaden giver en lækker sauce