Aftensmad

Krydrede kebabspyd – der ikke falder af spyddet. Få tricket her.

Jeg har i årevis lavet masser af spyd, hakkebøffer, kødboller og andre gode sager af hakket kød på grillen – eller rettere det, der skulle være gode sager.

Men jeg har ikke tal på alle de gange, hvor det hele er endt nede i kullene eller i bedre fald som en gang uskønt misk-mask fordi kødet falder af spyddet eller sidder sat i risten, når jeg prøver at vende det.

Det har jeg heldigvis fundet løsningen på nu!

Tricket til at undgå, at lødet falder af spyddet er simpelthen disse 4 enkle ting:

  1. at lægge spyddene på sølvpapir – på den måde hænger de ikke fast i risten og ovenikøbet er det meget nemmereat gøre rent bagefter. Og bare rolig. Der kommer stadig grillstriber på.
  2. at grille ved rigtig god startvarmeog i øvrigt vente med at vende dem til de har fået en fast skorpe – de skal simpelthen være lidt faste i det inden du begynder at lirke med dem, så slipper de nemmest underlaget. Og det bliver de bedst hvis de lægges på en rigtig varm grill.
  3. at bruge en paletkniv til at lirke spyddet rundt med – tager du bare fat i spyddet, vil det helt sikkert gå galt, for farsen inde omkring spyddet er endnu ikke stegt, og derfor stadig blød. Så du risikerer bare at trække spyddet ud af kødet. I stedet bruger du paletkniven til lidt efter lidt at vende spyddet, gerne samtidig med du trækker sølvpapiret af med den anden hånd.
  4. En ekstra kommentar er også, at i dette tilfælde er “lang og tynd” bedre end “kort og tyk”. Jeg undskylder på forhånd alle de tanker, der måtte opstå i dit hoved nu, det er helt utilsigtet Men kødet bliver nemmere gennemstegt og dermed nemmere at håndtere på spyddet, hvis det ikke kommer på spyddet i et for tykt lag.

Følger du disse enkle tricks, har du kebabspyd, der ikke falder af spyddet.

Grilede kebabspyd der ikke falder af spyddet.

Krydrede kebabspyd

  • 500 g hakket oksekød (brug gerne en høj fedtprocent, det smelter alligevel af)
  • 2 forårsløg i tynde skiver eller 1 lille finthakket rødløg
  • 1 fed presset hvidløg
  • 1 peberfrugt i små tern, jeg bruger gerne de røde
  • 1 æg
  • 2 tsk oregano
  • 1 tsk spidskommen
  • 1/2-1 tsk chiliflager (du ved selv hvor stærkt du vil have det)
  • 1 tsk salt samt friskkværnet peber
  • 4-8 spyd – bruger du træspyd, så læg dem i vand 10 minutters en grill, så brænder de ikke så nemt.

Sådan gør du

  1. Rør alle ingredienser sammen til en sammenhængende fars.
  2. Del portionen 4, hvis du har længe spyd. Del i 8, hvis du har korte spyd.
  3. Tril kødet ud til en lang pølse. Stik spyddet i og tryk kødet godt fast omkring spyddet.
  4. Læg sølvpapir på en meget varm grill. Læg spyddene herpå. Har du låg til grillen, så brug det.
  5. Lad spyddene ligge i 4-5 minutter, måske lidt mere. De skal være helt faste på undersiden, og har du haft låg på, er de også blevet lidt “mælkehvide” ovenpå.
  6. Brug nu en paletkniv til forsigtigt at lirke sølvpapiret af i hele spyddets længde. Vend spyddet, så det også får farve på den anden side. Grill gerne på alle 4 sider, det er nemt at vende spyddene når de først har fået varme på 2 sider.

Server med en fyldig salat, f.eks. grillet kartoffelsalat, blomkålstabouleh eller bulgursalat.

Tip! Prøv at udskifte kødet til lammekød eller kalv/flæsk. Det smager også dejligt.

Grillede kebabspyd

Grillede kebabspyd der ikke falder af spyddet. Her er tricket.