Aftensmad

Krebinetter med stuvet grønt

Krebinetter med stuvet grønt er en hverdags- og familiefavorit.

Krebinetter med stuvet grønt er så mormor-agtigt som det overhovedet kan blive! Og mange vil sikkert også forbinde retten med gummi-agtige kødboller i slasket panering og med udkogte grønsager i en melet sovs. Adr!

Men det behøver sket ikke være sådan. Krebinetten kan sagtens være sprød og knasende udenpå og saftig indeni, hvis du laver den rigtigt.

Én af hemmelighederne er blandt andet at lave krebinetterne høje i stedet for flade. Så bevares mest muligt saft og kraft. Og koges grønsagerne nænsomt, bliver de så lækre som grønsager skal være. Her i huset undgår vi helt melsmagen, for vi undværer den traditionelle opbagning og laver blot sovsen med madlavningsfløde og en smule Maizena-jævning.

Og med et godt drys frisk, hakket persille, har du en meget frisk-smagende sprød gang aftensmad.

Om sommeren er det oplagt at bruge de friske, nye grønsager – gulerødder, blomkål og ærter – men de samme grønsager kan også sagtens anvendes om vinteren. Og skal det gå rigtig stærkt, eller har du ikke tid til at handle, kan du fint bruge 1-2 poser blomkåls- eller broccoliblanding fra frost.

Jeg har brugt gulerødder, blomkål, ærter og lidt kartofler. Men du kan lave den blanding, der passer dig. Andre gode grønsager kan være f.eks. spidskål, savoykål, hvidkål, broccoli, edammamebønner, haricot verts (grønne bønner), helbladet spinat.

 

 

Krebinetter med stuvet grønt

Mormormad på den bedste måde. En af familiens favoritter, da den smager både stor og små. Og så kan den stå færdig på en lille halv time.
Brug friske grønsager eller byt ud med 1-2 poser frossen grønt, hvis det skal være ekstra nemt.
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 450 g hakket kalv og flæsk*
  • 1 æg*
  • rasp* gerne panko. Det giver ekstra sprødhed.
  • flydende margarine eller smør til stegning*
  • 3-4 gulerødder*
  • 4-5 kartofler*
  • 1 blomkål*
  • 3 dl ærter*
  • 1 karton madlavningsfløde* = 2 1/2 dl
  • 3 spsk Maizena* udrørt i 2 spsk vand til jævning måske skal der lidt mere til
  • salt og peber*
  • friskhakket persille

Sådan gør du

Sådan gør du

  • Form farsen til 4 krebinetter.
  • Pisk ægget let i en dyb tallerken. Hæld rasp, 3 tsk salt og godt med friskkværnet peber i en anden dyb tallerken. Bland det godt sammen.
  • Vend krebinetter én efter én i først æggeblandingen og dernæst raspen. Du kan evt gentage processen og dermed lave en dobbelt-panering. Det giver ekstra sprødhed, men gør også krebinetten mere tung i det, den suger bl.a. mere fedtstof til sig.
  • Opvarm en pande med fedtstof. Læg krebinetterne på og steg dem ved god varme i ca. 5 minutter på hver side. Prikker du i dem med en kødnål, skal saften være klar.
  • Skræl kartofler og gulerødder og skær begge dele i mundrette stykker. Del blomkålen i buketter.
  • Læg kartofler og gulerødder i en gryde og hæld vand på så det lige netop dækker. Bring det i kog. Når vandet koger tilsætter du 3 tsk salt og blomkålsbuketterne.
  • Kog det hele i ca. 10 minutter eller til det er mørt (når kartoflen falder af en kniv, når du stikker i den). Tilsæt ærterne det sidste minut af kogetiden.
  • Hæld vandet fra, gem 2-3 dl af kogevandet.
  • Tilsæt madlavningsfløde og 1-2 dl kogevand, alt efter hvor meget sauce du vil have.
  • Rør Maizena ud i lidt koldt vand. Tilsæt det lidt ad gangen under omrøring til saucen har den tykkelse du vil have. Men rør forsigtigt, så grønsagerne ikke smadres.
  • Smag til med salt og peber.
  • Server krebinetterne på de stuvede grønsager med et godt drys friskhakket persille.

*Ingredienser fra basislager