Aftensmad

Små forlorne harekillinger med rodfrugter – alt i et fad. Serveret med tzatziki.

Forloren hare – eller farsbrød – er en klassiker i det danske køkken. Især når den serveres med kartofler, brun sovs og ribsgele. Rigtig mormormad.

Jeg laver mit eget tvist ved at lave små portions-farsbrød i stedet for ét stort farsbrød. Og så er det jo ikke længere en hare, men små harekillinger ;o)

Jeg serverer heller ikke kartofler og brun sovs til, men lader i stedet de gode safter fra kød og bacon svøbe sig om rodfrugter, der ligger i bunden af fadet. I stedet for sovs, giver jeg en frisk tzatziki til.
Sveskerne giver et sødt pift til retten, men er du ikke til svesker, kan de sagtens undlades. Bruger du sveskerne, anbefaler jeg at du stikker dem under rodfrugterne, da de ellers kan blive lidt brændte og tørre i ovnen.

Det er ultranem mad, og når først forberedelsen er gjort, passer retten sig selv i ovnen.

Rodfrugter

  • 1 kg blandede rodfrugter, f.eks. kartofler, gulerødder, rødbeder, pastinakker, persillerødder, knoldselleri
  • 1 rødløg i både
  • 10-20 svesker, halverede
  • Lidt olivenolie
  • 1/2 spsk friskhakket timian eller 2 tsk tørret
  • Salt og peber

Forlorne harekillinger

  • 500 g hakket kalv/flæsk
  • 3 spsk havregryn
  • 1 spsk ribsgele
  • 3 tsk salt
  • Peber
  • 1/2 spsk friskhakket timian eller 2 tsk tørret
  • 1 bakke bacon i skiver

Tzatziki

  • 1/2 l yoghurt naturel. Brug evt. græsk youghurt, den skal ikke dryppe af.
  • 1/2 agurk + 1 tsk salt
  • 1 fed hvidløg, presset
  • Salt og peber

Sådan gør du

  1. Skræl rodfrugterne og skær dem i stænger. Del rødløget i både. Halver sveskerne.
  2. Tænd ovnen på 200 grader
  3. Læg rodfrugter, rødløg og svesker i et ildfast fad.
  4. Dryp med lidt olivenolie og drys med salt, peber samt timian.
  5. Rør farsen sammen til harekillingerne. Del farsen i 4 og vikl bacon om hver “killing”. Der er typisk 8 skiver i en pakke bacon, så 2 skiver til hver.
  6. Lav 4 fordybninger i rodfrugterne i fadet og læg harekillingerne heri.
  7. Stil fadet i ovnen og bag hele herligheden i ca. 45 minutter til baconen er sprød og rodfrugterne møre.
  8. Du kan evt tage de forlorne harekillinger ud, skrue ovnen op på grill og give rodfrugterne 5-10, så de bliver sprøde.
  9. Server med tzatziki.

Tzatziki

  1. Læg et stykke køkkenrulle i et dørslag eller et kaffefilter i en kaffetragt og hæld yoghurten til afdrypning heri. Stil dørslaget i køkkenvasken eller over en skål, så væden kan dryppe af. Lad det stå så længe som muligt. Gerne 3-4 timer, hvis du kan nå det. Men 1/2 time gør også meget.
  2. Riv agurken på den grove side af rivejernet. Læg også agurken i et dørslag eller en si og drys med salt. Lad det stå lige så længe som yoghurten. Til sidst presses overskydende væde ud af agurken ved at knuge den i hånden.
  3. Lige inden servering røres yoghurt og agurk sammen med et fed presset hvidløg. Smag til med salt og peber.