Aftensmad, Suppe

Detox suppe

Detoxsuppe

Efter en lang ferie med lidt for god mad, lidt for meget rosevin på terrassen, lidt for mange is og alt, alt for lidt motion, så skal livremmen spændes lidt mere ud end godt er.

For at rense ud i kroppen og booste vægttabet, spiser jeg ofte den her suppe i op til en uge efter ferien. Vi får den hver aften til aftensmad og den er så kalorielet, at man bare kan spise løs uden at tænke i kalorier. Hvis familien ønsker lidt mere fyld, koger vi lidt suppepasta eller tilføjer lidt kogt kylling eller kødboller fra frost.

Det bedste er, at vi elsker suppe, så det føles på ingen måde træls at få det samme flere dage i træk. At det så tilmed er nemt bare at varme en skål suppe, gør det jo bare endnu bedre.

Til frokost spiser jeg så en stor skål salat og melder lækkersulten sig, står den på vandmelon, som også kan spises med særdeles god samvittighed.

Jeg plejer at lave en kæmpe grydefuld ad gangen og så har vi til aftensmad i typisk 3-5 dage alt efter hvor mange, der spiser hjemme. Smagen udvikler sig skønt når suppen står og trækker et par dage i køleskabet.

Detoxsuppe

Detoxsuppe

  • 2 løg
  • 1 squash
  • 1 peberfrugt
  • 1,5 spidskål eller 1 hvidkål
  • 6 gulerødder (ca 300 g)
  • 5 liter vand
  • 3 dåser flåede tomater
  • 1 dåse (140 g) koncentreret tomatpure
  • 8 boullionterninger (høns eller grønsags, eller en blanding)
  • 2 spsk oregano
  • 4 tsk salt
  • 1,5 tsk cayennepeber

Sådan gør du

  1. Skær alle grønsager i små stykker.
  2. Kom dem i en stor suppegryde eller fordel dem i 2 mindre gryder.
  3. Kom vand på og tilsæt de resterende ingredienser.
  4. Bring suppen i kog og lad suppen småkoge i 10-15 til alle grønsager er møre.
  5. Smag til med oregano, salt og cayennepeber. Lad suppen koge lidt efter du har tilsat flere krydderier, så smagen kan nå at udvikle sig inden du evt. tilsætter mere.
  6. Opbevar suppen på køl i op til en uge.