Lækkerier

Black Magic kage

Black Magic kage

Hele internettet svømmer over med billeder af kager med overdådig og lækker pynt. Opskriften på mange af dem ser ud til at stamme samme sted fra, ihvertfald er de forbavsende ens. Jeg gætter på at originalen kommer fra Dr. Oetker og en eller anden har så undervejs fundet på at lave chokoladecremen selv i stedet for at bruge Dr. Oetkers færdige chokoladecreme.

En gang for længe siden har jeg skrevet opskriften af og jeg husker desværre ikke hvorfra. Men uha, jeg har lavet denne kage mange gange! Og næsten ligeså mange gange er jeg blevet spurgt om opskriften, så her er den!

Pynten kan være alt lige fra frisk frugt efter sæson – jordbær, hindbær, blåbær, ananaskirsebær, kiwi osv. – til chokoladeæg, miniskildpadder, toffifee, stykker af guldbarre eller skivede marsbarer o.lign. Spiselige blomster er også flotte at bruge.

Bundene kan laves på 2 måder: 1. Bag dem som én stor kage og del dem derefter i 3 med en meget skarp kniv eller et stykke sy- eller tandtråd. 2. Fordel dejen i  3 forskellige springforme og bag dem enkeltvis. Formene behøver ikke være lige store, bare du sørger for at bundene bliver lige tykke. For at få plads til alle 3 forme i ovnen, kan du stille 2 bunde ved siden af hinanden og den 3. bund ovenpå, byt rundt et par gange under bagningen, så de alle 3 får lige meget varme over det hele.

Black Magic kage

Ingredienser

Bunde

  • 4 1⁄2 dl hvedemel
  • 4 dl sukker
  • 2 dl mørk kakao
  • 2 tsk natron
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk vaniliesukker
  • 2 æg
  • 2 1⁄2 dl brygget kaffe
  • 2 1⁄2 dl mælk
  • 1 dl olie smagsneutral

Chokoladecreme

  • 1⁄2 l piskefløde
  • 2 dl sukker
  • 2 dl mørk kakao
  • 1 tsk vaniliesukker

Sådan gør du

Bunde

  • Tænd oven på 175 grader.
  • Bland alle de tørre ingredienser i en stor skål.
  • Pisk æg, kaffe, mælk og olie sammen.
  • Rør alle ingredienser sammen og pisk godt, så du er sikker på der ikke er klumper i dejen.
  • Læg bagepapir i 1 eller 3 springforme (se ovenfor).
  • Bag kagen i midten af ovnen i ca. 40-50 minutter. Afprøv med en kødnål el. lign. om kagen er gennembagt, der må ikke være ubagt dej på når du stikker nålen i kagen.
  • Afkøl kagen på en rist.

Chokoladecreme

  • Kom alle ingredienser til cremen i en skål og pisk til du har en tyk og luftig creme. Pas på du ikke pisker for meget, den bliver meget hurtigt fast i det.

Samling af kagen

  • Læg den nederste bund på et fad. Har du bagt i 3 forskellige forme, der har forskellig størrelse, så bruger du den største bund nederst og den mindste bund øverst.
  • Læg 1/3 af chokoladecremen på bunden. Læg den næste bund ovenpå og igen 1/3 af cremen. Læg den øverste bund på og fordel det sidste creme på toppen. Brug nu en kagespartel el.lign til at fordele cremen, så både top og sider er dækket. Dette kan fint gøres dagen inden kages skal serveres. Den bliver kun bedre at stå og samle sig et døgns tid.
  • Fordel bær og pynt på top og sider kort før servering.

Pynt kagen med masser af bær, chokoladestykker og slik. Brug f.eks. skiver af jordbær på siderne af kagen.

Pynt kagen med masser af bær, chokoladestykker og slik. Brug f.eks. skiver af jordbær på siderne af kagen.