Lækkerier, Morgenmad og brød

Blåbærbrød

Blåbærbrød

Dette utroligt lette blåbærbrød er i den sundere afdeling af kage med ingredienser som tykmælk, havregryn og blåbær. I mine øjne er det meget lækrere end de populære bananbrød og meget sundere end almindelige blåbærmuffins.

Dette brød – eller kage om man vil – bager jeg ofte til brunch. Det er rørt sammen på ganske få minutter og det passer lige med, at det kan komme i ovnen når den er kølet lidt af efter jeg har bagt langstidshævede boller. Det passer også godt til en kop eftermiddagste.

Jeg bruger tykmælk i blåbærbrødet, hvilket giver en fugtig krumme og bidrager til god holdbarhed. Tykmælk kan erstattes af yoghurt naturel, evt. græsk, ymer eller sågar kærnemælk.

Havregryn birager med god tekstur og fibre, der er gode for maven. Og de lækre blåbær er jo fyldt med gode vitaminer og antioxidanter. Jeg bruger en pose blåbær fra frost, hvor jeg blot sørger for at dryppe væden godt af. Du kan sagtens bruge friske i stedet.

Vaniljearomaen har jeg fundet i en flaske fra Oetker. Normalt er jeg mere til friske vaniljestænger eller blåbærpulver, men jeg er også glad for at kunne have noget i mit basislager, klar til at bruge.

Som en lækker topping smører jeg citronglasur på. Det gør brødet lidt mere kage-agtigt og giver et godt syrligt spark. Glasuren kan laves uden citron, eller den kan helt undlades. Der er jo også sukker i brødet, og for nogle vil det sikkert være rigelig sødme.

Brødet kan spises lunt eller koldt- Det bliver fastere og således nemmere at skære når det får lov at stå lidt.

Blåbærbrød

Server blåbærbrødet til brunch eller en kop eftermidagste. Brug friske eller frosne blåbær.

Ingredienser

  • 5 dl hvedemel
  • 1 dl havregryn
  • 2 dl sukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk salt
  • 2,5 dl tykmælk kan erstattes af ymer, yoghurt naturel eller græsk yoghurt
  • 2 æg
  • 2 dl smeltet smør eller flydende margarine
  • 1 tsk vaniljearoma
  • 250 g blåbær

Citronglasur

  • flormelis
  • citronsaft

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175 grader, almindelig ovn
  • Pensl en brødform med lidt smeltet smør eller flydende margarine. Drys formen med mel.
  • Bland mel, havregryn, bagepulver, sukker og salt i en stor skål.
  • Pisk tykmælk, æg, smeltet smør og vaniljearoma sammen i en anden skål.
  • Vend de våde ingredienser i skålen med de tørre ingredienser
  • Vend forsigtigt blåbærrene i. Hvis du bruge optøede blåbær fra frost, så lad dem dryppe godt af inden de bruges.
  • Kom dejen i bageformen. Den er tyk og lidt klistret.
  • Sæt fotmen i midten af ovnen og bag brødet i 45-55 minutter. Prøv med en kødnål el.lign om brødet er færdigt. Der må ikke sidde ubagt deje på nålen, når du stikker den i på det tykkeste sted.
  • Lad brødet køle lidt af i formen, før du vender det ud på en rist og lader det køle yderligere af. Brødet kan spises både lunt og koldt, men det bliver mere fast i konsistensen når det bliver helt koldt.
  • Rør flormelis og citronsaft sammen til en tyk glasur, som kommes på brødet.
  • Skær brødet i skiver